Hvad skrev Ibn Fadlan egentlig om vikingerne?

Annonce – sponsoreret indhold.

Spørgsmålet om Ibn Fadlan og vikinger har et kortere svar, end populærkulturen antyder: Ibn Fadlan var en arabisk udsending, der i 920’erne mødte en gruppe handelsfolk ved Volga, som han kaldte al-Rūsiyyah, og han efterlod en af de mest detaljerede øjenvidneskildringer af dem. Han var ikke i Skandinavien og skrev ikke om “vikinger” som folk. Hans tekst er værdifuld, men den er skrevet af en udenforstående og fortæller om én bestemt gruppe, på ét sted og på ét tidspunkt.

Ibn Fadlan og vikinger: En udsending fra Bagdad ved Volga

Ibn Fadlan rejste omkring 921-922 fra Bagdad som en del af en delegation udsendt af den abbasidiske kalif al-Muqtadir. Målet var Volga-bulgarernes hersker, der havde bedt om hjælp til religiøs vejledning og til at opføre en befæstning. Rejsen gik gennem store dele af Centralasien og tog en lang tid. Rejseberetningen, ofte kaldet Risala, beskriver landskaber, klima, skikke og de folk, delegationen mødte undervejs.

Ved Volga mødte han de Rūs, som var kommet for at handle. Her ligger en vigtig nuance: Rūs bruges i de skriftlige kilder om grupper med sammensat baggrund langs de østlige handelsruter. Betegnelsen kan ikke uden videre oversættes til “skandinaver”, og slet ikke til befolkningen i Danmark og Norge. Selve ordet “viking” betegnede desuden oprindelig en aktivitet, at drage på vikingefærd, og ikke et folk. De fleste i vikingetidens Skandinavien var bønder og håndværkere.

Hvad skriver Ibn Fadlan om mønstre på kroppen?

Ibn Fadlan beskriver de Rūs’ udseende og nævner, at mændenes kroppe var dækket af mønstre eller figurer. Han skriver ikke, hvordan de var lavet, hvor længe de holdt, hvad de betød, eller hvem der bar dem. Passagen er en enkelt iagttagelse i en længere skildring, og den har fået en markant plads i eftertiden. I dag bruges den ofte som historisk reference for nordiske tatoveringsmotiver, selvom kilden hverken på arabisk eller i oversættelse entydigt beviser tatovering. Tattoo Minis gennemgang er et godt sted at læse videre, hvis du vil have tatoveringsdebatten i detaljer.

Det, kilden med rimelighed understøtter, er, at en udenforstående iagttager i 900-tallet oplevede synlige mønstre på kroppene hos den gruppe, han mødte. Alt derudover er fortolkning.

Teksten rummer i øvrigt meget andet, som ofte glemmes:

• Handelsscenen: Rūs-handelsfolkene ankommer med skibe og varer, bl.a. slaver og pelsværk, og beder bønner og ofrer til træfigurer.
• Beskrivelsen af udseende og udstyr: Mændene fremstilles som høje og bevæbnede.
• Skibsbegravelsen: Ibn Fadlan beskriver en høvdings bisættelse, som er blevet central i diskussionen om vikingetidens ritualer.

Hvorfor er oversættelsen af passagen omdiskuteret?

Teksten er overleveret på arabisk og skal både læses filologisk og forstås i sin egen sammenhæng. Den kendes ikke fra ét samlet originalhåndskrift, men fra afskrifter og citater. Et vigtigt håndskrift blev opdaget i Mashhad i 1920’erne af Ahmad Zeki Validi Togan, mens dele af teksten også er bevaret hos senere arabiske forfattere. Det betyder, at selve ordlyden kan afvige mellem overleveringerne.

De ord, der ofte gengives som “tatoveringer”, kan lige så rimeligt forstås som mønstre, figurer eller markeringer, uden at teknikken ligger fast. James E. Montgomerys gennemgang af Ibn Fadlan og de Rūs er et ofte nævnt referencepunkt i forskningen og understreger forsigtighed på to niveauer: både hvem gruppen var, og hvad de enkelte formuleringer dækker.

Mulige læsninger er blandt andet:

1. en permanent markering i huden,
2. en malet eller midlertidig dekoration,
3. noget helt tredje, som iagttageren selv kun havde ord for i overført betydning.

Når en moderne artikel skriver, at Ibn Fadlan “beskrev tatoverede vikinger”, er det altså en fortolkning lagt oven på kilden. Her er der tre led i kæden, og hvert led kan skride: ordvalget, oversættelsen og identificeringen af Rūs med skandinaver.

Hvad kan arkæologien bekræfte om kropsudsmykning?

Tatoveringer kan kun dokumenteres arkæologisk, hvis huden er bevaret. Det kræver særlige forhold som udtørring, kulde eller mose. Andre steder i verden findes bevarede, tatoverede mennesker, men den type hudbevaring kendes ikke fra vikingetidens Skandinavien i en form, der kan besvare spørgsmålet. Der findes derfor ikke ét fund, man kan pege på. Fraværet af beviser er ikke bevis for, at praksissen ikke fandtes. Det betyder blot, at vi ikke kan afgøre det.

Vikingetiden har til gengæld efterladt mange spor af, at udseende betød noget: dragtsmykker, perler, kamme, dekorerede våben og ornamentik i flere stilarter. Men fund kan kun dokumentere den praksis, de faktisk viser:

• En kam viser hårpleje.
• En fibula viser dragt.
• Ornamentik på metal og træ viser stilistiske traditioner, ikke hududsmykning.

Ingen af dem viser tatovering, heller ikke indirekte. At et motiv findes på en runesten eller et smykke, gør det ikke til dokumentation for, hvad nogen bar på huden.

Hvordan skelner man dokumenteret historie fra moderne fortolkning?

Ibn Fadlan er et godt eksempel på, hvordan en kort passage kan vokse til en “kendsgerning” gennem gentagelse. Populærkulturen har sin andel i det. Filmen The 13th Warrior fra 1999 bygger på Michael Crichtons roman og låner Ibn Fadlan som hovedperson, men blander kildens materiale med fiktion. Det er underholdning, ikke kildeformidling.

Når du møder en påstand om vikingerne og Ibn Fadlan, kan du stille nogle enkle kontrolspørgsmål:

• Hvem skriver kilden? Er det et øjenvidne, en senere afskriver eller en moderne forfatter?
• Hvem beskriver den? Gælder det Rūs ved Volga, eller overføres det til “alle vikinger”?
• Hvad står der, og hvad er tilføjet? Er der tale om et direkte citat med oplyst oversætter, eller en omskrivning? Et seriøst værk angiver, hvilken oversættelse der bruges.
• Er arkæologien inddraget korrekt? Udsmykning af dragt og våben er ikke dokumentation for tatovering.
• Skelner teksten mellem “vi ved” og “man kan forestille sig”? Hæderlige fremstillinger gør det eksplicit.

Det betyder ikke, at moderne tatoveringer inspireret af vikingetiden er “forkerte”. De er historisk inspirerede fortolkninger, ikke rekonstruktioner af dokumenterede tatoveringer, og de kan sagtens være grundigt gennemtænkte. Men det ændrer, hvad man ærligt kan sige om deres historiske grundlag.

Besøg gerne et museum med vikingetidssamlinger, og læs genstandsteksterne med de samme spørgsmål i baghovedet. Se, hvad der er fundet, hvor, og hvad museet selv formulerer som sikkert og som tolkning. Det er den bedste øvelse i kildekritik, og den gør Ibn Fadlan mere interessant, ikke mindre: en nysgerrig udsending, der nedskrev, hvad han så, og som vi stadig læser med en blanding af taknemmelighed og forsigtighed.