OTTO BACHE

1839-1927
 

16. januar til 2. maj 2010

 

De sammensvorne rider fra Finderup Lade efter drabet på Erik Glipping i 1286
olieskitse. 1882. Privateje
 

Genoplev udstillingen i Panoramaoptagelser her

 

Stolte husarer, smukke heste, bedårende hunde, jagtscener og humoristiske genrebilleder vil pryde Randers Kunstmuseums vægge fra lørdag 16. januar, hvor udstillingen Otto Bache åbner. De fleste kender det store maleri "De sammensvorne rider fra Finderup Lade efter drabet på Erik Glipping i 1286”, de færreste kender kunstneren Otto Bache (1839-1927), der er manden bag værket.

 Otto Bache er på en og samme tid særdeles kendt og ganske ukendt. Udstillingen skaber fornyet fokus på en kunstner, der gennem sine monumentale malerier på det Nationalhistoriske Museum på Frederiksborg Slot er del af den danske bevidsthed, men som samtidig er ukendt, idet en stor del af hans produktion ligger hen i mørke og ikke har været vist for offentligheden i næsten et halvt århundrede. Udstillingen på Randers Kunstmuseum søger at kaste et mere facetteret lys på en kunstner der bestemt havde andet og mere at byde på. 

 Otto Bache kendes i dag primært for sine store malerier af vigtige begivenheder i Danmarks historie, men i sin samtid var han mindst lige så berømt for sine stemningsfulde og bevægende skildringer af dyr, og han var en kærkommen gæst på de store danske herregårde. Ingen kunne male jagtscener og dyrebilleder som han. Selvom skildringen af dyr havde hans særlige interesse, udførte han også fremragende portrætter, genrebilleder, historiske billeder og store slagscenerier. ”Man må kunne male alt”, har kunstneren selv udtalt og alle genrer repræsenteres på udstillingen, foruden visningen af en række meget fine akvareller efter hovedværker, udført som gave til hans hustru Clara, som ikke hidtil har været vist for offentligheden.

 

En jæger med meuten i en skov. 1881. ARoS Aarhus Kunstmuseum



Otto Bache var samtidig med malere som Theodor Philipsen, Lauritz Tuxen og Michael Ancher. Men mens skagensmalernes og Philipsens impressionistisk inspirerede maleri er blevet grundigt beskrevet i kunstlitteraturen er Otto Baches maleri ofte ensidigt blevet afskrevet som nationalt og som en reaktionær videreførelse af traditionen. Ikke desto mindre havde Bache forståelse for de nye impulser fra Paris og lod sig inspirere af den franske romantik og realisme, men også af impressionismens fornemmelse for det processuelle og for lysets værdi som kunstnerisk udtryksmiddel. Baches billeder udstråler en ægte maleglæde, et nærvær og evne til ikke blot at skildre heroiske scener, men også sanse øjeblikket og fange situationer med en humoristisk pointe. Alt i alt en hjertevarm udstilling der bør appellere til et stort publikum. 

Udstillingen er blevet planlagt af kunsthistoriker Hanne Pedersen i et samarbejde mellem Randers Kunstmuseum og Rønnebæksholm i Næstved. Udstillingen på Randers Kunstmuseum er dog kraftigt udvidet i forhold til udstillingen i Næstved, bl.a. vises et af Baches absolutte hovedværker: ”Meuten på Tranekær” for første gang i offentlighed. Til udstillingen er der udarbejdet et katalog med en biografisk funderet tekst af Hanne Pedersen.

 

 

Hunde ved et frokostbord. 1882. Olie på lærred. Privateje


 

Udstillingen kan opleves på Randers Kunstmuseum fra den 16. januar til den 2. maj 2010.

Der er fri entré til udstillingen for både børn og voksne.

 Tirsdag til søndag 10-16.

Genoplev udstillingen i Panoramaoptagelser her

Lise Jeppesen
museumsinspektør
 .