Anders Kirkegaard: NATURE VIVANTE

Parafraser over L. A. Rings ”Sommerdag ved Roskilde Fjord” (1900)

8. maj til 8. august 2010

 

 

 

Fra lørdag den 8. maj viser Randers Kunstmuseum udstillingen NATURE VIVANTE, der er den første samlede præsentation af Anders Kirkegaards mange frie genfortolkninger af kunstneren L. A. Rings fejrede mesterværk ”Sommerdag ved Roskilde Fjord” malet i sommeren 1900. Alle malerierne overholder Rings proportioner, men varierer i størrelsen. Der er malerier i det samme format som forlægget, malerier der er 10 % større, 15 % etc. helt op til 50 %.  

Anders Kirkegaard har boet på egnen ved Hundested siden han var 22. Han er kommet til at betragte egnen som sin hjemstavn, og han nærer en glødende beundring for Rings unikke skildring af stedets natur. Han har ligefrem udtalt, at han betragter Rings billede som det ”største kunstværk der nogensinde er lavet i dette land”.

 

Fra melankolske klagesange til livsbekræftende lovsange

Anders Kirkegaard tanke om at forsøge sig med en egen ”gentagelse”, dvs. fri fortolkning, af Rings billede, opstod i efteråret 1998 som et forsøg på at frigøre sig fra et årelangt kunstnerisk handlingslammende mismod: ”Hele mit hidtidige liv har jeg kun sunget klagesange, men i løbet af dette efterår opstod så en tanke om - nu da jeg har boet 30 år i Hundested og er blevet ægte ”fjordmenneske” – at prøve at finde ud af om jeg kunne lovsynge… Og i givet fald gøre det i relation til og overfor naturen.”  
”En ven som fulgte malerierne fra deres spæde start, sagde en dag: For pokker Anders, du har aldrig malet et Nature Morte (= stilleben, opstilling), til gengæld er du nu i fuld gang med at male en hel masse levende og foranderlig natur, så hvorfor kalder du dem ikke Nature Vivante?”

Siden er det blevet til en lang række parafraser, personlige sjælelandskaber, hvor de grundstrukturer der kendetegner Rings maleri, bearbejdes i Kirkegaards fabulerende og mentalt selvspejlende nyudformninger. Nogle af billederne er entydigt smukke, mens andre synes urovækkende. De røber, at vi her har at gøre med en af Danmarks få store surrealister, en kunstner der livet igennem har taget livtag med egne dæmoner, der stadig spøger som en undertone i lovsangenes harmonier.  

På udstillingen, der kan opleves frem til søndag den 8. august, vises samtlige parafraser af Kirkegaard, inklusive den første fra 1998-2000, der blev erhvervet af Randers Kunstmuseum, samt naturligvis også inspirationsgrundlaget for dem alle, L. A. Rings maleri af landskabet.

 

Anders Kirkegaard i værkstedet

Lise Jeppesen
museumsinspektør
 

 

 

Panoramaoptagelse fra 1. udstillingsafsnit

 

Se 7 videofilm hvor Anders Kirkegaard fortæller om NATURE VIVANTE på
 

 her  

På You Tube søg på NATUR VIVANTE og Kirkegaard for at se alle videofilm