Christian Schmidt-Rasmussen

ARKADIEN

Malerier og fotos m.v.

Arr. Randers Kunstforening

7. december - 1. februar 2005


På udstillingen ARKADIEN viser jeg en del malerier, en masse fotografier, et par kollager, 3-4 små film og måske en enkelt skulptur. Det hele startede som et projekt om det sted jeg bor, Sydhavnen i København. Kvarteret har den laveste husstandsindkomst og den højeste dødelighed i landet. I medierne bliver Sydhavnen altid, uden undtagelse, vist som et sted befolket af sutter og bumser og narkomaner og kriminelle og onde enlige mødre. I tv, i aviserne, i film, i tv-serier, i bøger, hvor som helst er Sydhavnen bare bunden. Og det er selvfølgelig noget vrøvl. Folk har det fint i Sydhavnen, det er et dejligt sted at bo, et af de grønneste om råder i København.
 

Masterplan. 2004
 

Nok om det, jeg ville lave et projekt der fortalte en anden historie om stedet. Det har ført mig vidt omkring og resulterede bl.a. i udstillingen FRIHED (et projekt om alting) på Århus Kunstbygning. Denne gang lægger jeg trykket på Arkadien i oldtidens Grækenland, på hyrdeidyllen, på forestillingen om forestillingen om den ultimative idyl, med udgangspunkt i Sydhavnen.

Udstillingen ARKADIEN har mange ambitioner. Som altid er kun alting nok når jeg går i gang. Med alderen er det velvidende at den ambition selvfølgelig bliver skuffet. Arkadien bliver i denne udgave måske knap så idyllisk. Det er Ørestad, Ericsson, Mozart bodega og fodboldklubben Frem. Men det er en ekspanderende, imperial idyl. Den har ambitioner om intet mindre end verdensherredømmet......
 

Society does (not) exist. 2004


Hmmmm... nu kom jeg vist lidt for godt i gang, men når man retter sit fokus intenst mod noget, som jeg har gjort her, har det en tendens til at vokse sig større og større i ens øjne. Og netop, ved ikke at rette mine øjne mod stedet med et bestemt formål for øje, er det til sidst ophørt med at eksistere som Sydhavnen, og er blevet til noget ganske andet som jeg har valgt at kalde Det Korporative Arkadien... men det kan I jo se på udstillingen.

Projektet er en videreudvikling af nogle temaer som jeg har arbejdet med et par år efterhånden. Jeg har vist forskellige udgaver af projektet, bl.a. FRIHED (et projekt om alting) på Århus Kunstbygning, ..... hos galleri Nicolai Wallner og Everything will be different på Overgaden- Institut for nutidskunst. Alle i år. Til næste år viser jeg en ganske anderledes fortolkning på Mellemdækket på Charlottenborg.

Christian Schmidt-Rasmussen

 

We are the world. 2004

 

We are solid. 2004

 

 

Panorama fra 1. udstillingsafsnit

 

 

 

Panorama fra 2. udstillingsafsnit

 

 

Fra en meget velbesøgt udstillingsåbning.

 

Frihed

Om deterritorialiseret og suverænt rum 2 (1998-2004)

Det korporative Arkadien

Another love another life
Sydhavn/ Kgs. Enghave
 

Af Christian Schmidt-Rasmussen


Det overstående er titlerne på det efterfølgende dokument. Det afspejler at jeg ikke har et entydigt fokus i teksten. Titlen Om deterritorialiseret og suverænt rum 2 (1998-2004) har jeg delvist hentet fra en artikel om internetfjernsyn fra 1997. Den beskæftigede sig med det fænomen at der var folk der udsendte fjernsynsprogramer over nettet, uden at der var nogen som helst der så dem. Altså at de i praksis kun henvendte sig til sig selv. Det fik mig til at tænke.

De ikke-kursivere eller fede afsnit af denne tekst er på nuværende tidspunkt omkring 6 år gammel. Der er dele af teksten der refererer til gamle fordomme og ideer. Så den samlede teksts alder er ikke som sådan til at bestemme. Siden jeg flyttede til kvarteret i 1993 er der foregået en drastisk forandring. Hvori den består er en del af det jeg prøver at finde ud af. En del af de forandringer der er foregået, har fundet sted i mit hoved, og andres hoveder. Ikke nødvendigvis sammenhængende og vidende om hinanden.

I de fem år der er gået siden jeg sidst reviderede teksten er huspriserne i Danmark steget drastisk. Især på Vesterbro der støder op til Sydhavnen er de steget. På nuværende tidspunkt er det de dyreste kvadratmeter man kan købe i landet. Det har smittet af på Sydhavnen, hvor stigningen i huspriserne dog stadig har en del at indhente.

Det følgende er ikke skrevet med henblik på at fremhæve det eksotiske ved Sydhavnen, selvom der selvfølgelig er træk ved Sydhavnen som ikke forekommer andre steder, og omvendt. Det skrevet op imod den tendens der betragter det offentlige rum som et rent konsensusrum, et rum for det almene. Jeg vil vise at det meste rum der omgiver os er ukategoriseret, flydende, fuldt af brud og måske derfor suverænt. Det meste rum har ikke noget publikum, det er ikke henvendt til andet end sig selv. Det er hvad det suveræne er.

Det er i mine øjne kun i forestillingen (og kun i forestillingen) om den hyperfunktionelle bystruktur at rum ikke er flydende. Der foregår en politisk diskussion omkring statens dominans, som finder sted flere forskellige steder. Staten bliver tit forvekslet med det spirituelle begreb der hedder samfundet. Det hedder ude i samfundet, ude i virkeligheden da jeg var ung. Nu er jeg ikke rigtig klar over hvad man siger. Men det har da ført til en stadig eksisterende association mellem statens institutioner og det såkaldt offentlige rum, altså det udendørs noget. I mine øjne er den ikke så klar. Men et eller andet sted er det en funktionel associasion. Hvilket tydeligt ses af følgende eksempel: over på den anden side af vandet, Amagersiden, er der i forlængelse af Kalvebod miljøcenter (sikke et navn), i en nydelig indhegning anlagt et par lækre bålpladser, flankeret med en indbydelse på et skilt til at benytte dem, underskrevet af kommunen. Det burde være overflødigt at sige at de ikke bliver brugt. Og det er måske heller ikke hensigten. 50 meter derfra er der nogen som i forbindelse med deres bådforening, har anlagt en bålplads der bliver brugt flittigt. Pointen med at komme med det her eksempel er at jeg ikke behøver forklare hvorfor det ene bliver brugt og det andet ikke. Lige som det egentlig ikke skulle kræve forklaring (anden end den førnævnte associasion mellem stat, samfund og udendørs rum) hvorfor indvandrere benytter Valbyparken og dens opstillede griller betydeligt mere end de indfødte.
Det offentlige rum undgås, af dig og mig, ved en række symbolske manøvrer der gør det personligt og afgrænset i kroppens målestok. Vi erobrer det. Vi har ikke tillid til at der skulle være noget der er fælles nok.

Da jeg var en lille knægt på størrelse med Asger (som er syv år for indeværende og nytilflyttet papsøn) var jeg med en kammerat der hed Hans og hans forældre ude ved noget havnehalløj der lå bag Svanemølleværket i Københavns Nordhavn. Som jeg husker det, var det et meget pittoresk område præget af små skure og en masse tilfældighed. Der plaskede vi rundt i nogle små indsøer og sejlede på store stykker henkastet flamingo. I høj grad et udkantsområde, et grænseområde i stil med det som der bliver beskrevet som et terrain vague, et vagt, uskarpt område. En mellemposition. Det der bliver mit udgangspunkt er at det ikke giver nogen særlig mening at definere noget som liggende mellem to kategorier, som her, mellem land og by. Om ikke andet må det være sin egen kategori, med alle de brud og diskontinuiteter det afføder, og alt det rod og mangel på logik som kommer væltende. På samme måde som vi ved at der ikke er noget udenfor verden der tilbyder at forklare og ordne verden for os, er det ligeledes klart at verden ikke er sammenhængende. Verden er diskontinuert, den er fuld af brud. Der er ingen samlende regler, men der er til gengæld en masse vaner, hvilket er noget andet.

Jeg vil starte med at vise et rum som ikke er suverænt. Det viser et væltet træ der ligger ude i parken lige bag vores hus. Det væltede i DEN STORE STORM for nogle år siden. Det forholder sig med det væltede træ som med hudkræft at det ikke refererer til sin egen specificitet, til sin egen katastrofe, men til katastrofens årsag. Det viser det store national gys hin dag i december, som har sat standarten for alle efterfølgende vejrudsigter her i landet. På sin egen lidt ynkelige måde satte den dag Danmarks fysiske væren i forbindelse resten af verden. Vi har også vores tsunamier og jordskælv og skovbrande, selv om de mest foregår som forventninger i vejrudsigterne og aldrig finder sted, undtaget den nat i december. Jeg kørte i tog dagen efter natten gennem et de hårdere ramte områder. Og jeg må indrømme at det sendte en vellystig gysen ned ad ryggen på mig at se hele bygninger blæst omkuld og hele skovstrækninger raseret af vind. Men det var ikke en ærefrygt ved at blive konfronteret med NATURENS STORE KRÆFTER, det var gyset ved at deltage i en sensationel (i ordets kødelige betydning) kollektiv fortælling der kildede mig.

Syv høns pryglet ihjel i det Grønne Jobhus. Der mødte medarbejderne et frygteligt syn da de mødte mandag morgen. Syv høns var blevet pryglet ihjel med et kosteskaft og derefter ophængt i elledning. Politiet står uden klare spor i sagen....
Denne episode har jeg fra (nu hedengangne) Sydvestfolkeblads referater fra politiets døgnrapport. Denne type episoder har det for mig med at lukke sig om deres egen specifisitet, om deres mangel på at referere til noget motiv. Selvfølgelig kan man gætte på hvorfor nogen gider bryde ind i hos et beskæftigelsesprojekt og tæve deres høns ihjel med et kosteskaft og derefter udstille dem. Men min oplevelse af at folk har motiver der er til at udrede, forsvinder ligeså stille og roligt.
Det Grønne Jobhus ligger i et stadig voksende kompleks, hvortil der efterhånden hører en del andre kommunale tiltag af samme karakter, herunder Integrationshuset.

Jeg har voldsomt svært ved at begrænse mit emne, både for denne tekst og for projektet frihed etc. etc. Det er vel ikke så underligt i og med at det officielle navn; Kgs. Enghave og det folkelige, Sydhavnen ikke dækker over det samme område og slet ikke over den samme betydning.

Et sted på nettet er der et firma der med stor selvsikkerhed skriver at der ikke bor mennesker i Sydhavnen. Det gjorde mig selvfølgelig noget forvirret. Selv efter at have boet her i 11 år er forskellen mellem Sydhavnen og Sydhavnen ikke helt gået op for mig. Den oprindelige Sydhavn er havnearealet syd for Langebro. Men under alle omstændigheder: der er tale om en klar tendens. Arkitekter, bygherre, politikere og andre projektmagere taler om dette førnævnte havneareal når de snakker om Sydhavnen. Mens når beboerne i det der i den førnævnte gruppes sprog ville hedde Kgs. Enghave taler om Sydhavnen så snakker de om ikke om Kgs. Enghave, men om noget der ligner. Comprendo? Og i øvrigt er der umiddelbart syd for Sjællandsbroen en lille havn med haveforeningslignende beboelse, som kalder sig Sydhavnen.

Sydhavnen har i 80´erne haft et ikke ufortjent rygte for at være hjemsted for højreradikale skinheads. Nu er højreradikaliteten transformeret, så måske sidder nogle af dem på Stubben, hvad ved jeg. Det er sådan, at ånder slipper man ikke så nemt af med, så de er her vel stadig, på den ene eller den anden måde.

Ånder lader sig måske ikke uddrive. Men på den ene eller den anden måde er det vel sket, men på en lidt overraskende måde: de har fået fint selskab. Da historien endeligt ophørte med MURENS FALD i 1989, er højreradikaliteten blevet den altomfattende reaktion på forandring. Sagt på en anden måde, er den skaldede ølbøvsende nazist blevet succesfuldt erstattet med den angste skatteborger.

Når jeg tager op i Sydhavnen by er jeg som regel rimelig uformelt klædt, dog ikke så uformelt som jeg var forleden da jeg skulle købe ind til aften. Da havde jeg taget mit nye joggingtøj på. Der var nogle andre end dem som plejer at lægge mærke til mig, der så på mig. En masse rødder i joggingtøj der ikke plejer at kigge, kiggede vurderende. Nu har jeg vænnet mig til det. Nu køber jeg også ind i mit arbejdstøj. Men jeg tager nu aldrig ind til byen i hverken joggingtøj eller arbejdstøj. Jeg har også vænnet mig til at når jeg er efter mit eget hoved er velklædt, snakker de tolvårige ind imellem tøj med mig.

Store dele af Sydhavnen er gammel losseplads, jeg bor på en losseplads hvor der før var vand. På samme måde er Sydhavnen blevet brugt til dem der ikke kunne absorbere sig i byen. Nu har vi fået Kvartersløft. Det er noget med nogle tøndeformede tingester med blomster udenpå. Engang da jeg var på vej hjem fra byen på cykel, plørestiv, greb historien fat i mit forhjul ved hjælp af en togskinne nedfældet i cykelstien. Den var et levn fra Sydhavnens (Sydhavnen havn) nære industrielle fortid (og til dels nutid). Den slyngede mig til jorden med så stor brutalitet at jeg i flere dage efter troede at mit kraveben var brækket. På den måde mindede den mig om det der har været, samtidig med at jeg oplevede min øjeblikkelige væren mig på meget smertefuld måde. Det kan ses som et eksempel på hvordan historien og det samtidige kan være sammenfaldende, og hvordan sådanne sammenhænge ikke altid lige falder i øjnene når man har brug for det. Jeg så i min halvbedøvede tilstand en cykelsti og intet andet. Fortiden kan forsvinde for øjnene af en, selv om den er der endnu.

Hvis vi bruger et ord som transparens her, for eksempel som et metafor i forbindelse med de nye store byggerier i havnen, er det tydeligt at det netop er et metafor. Alle disse store facader af glas der giver et tilsyneladende blik ind i bygningen. Et sted er det dog anderledes: i det nybyggede hotel Clarion, hvor vi fra gaden ser i ind i pissoiret gennem matteret glas. Men ikke desto mindre er det tydeligt at der tale om et metafor, endda et mislykket metafor, for det er formodentlig ikke meningen at vi skal se pissende mænd fra gaden. Eller se noget overhovedet. Parallelt med dette pissoir ihurender der mig en af de første markante oplevelser fra da jeg flyttede til kvarteret: en formiddag kommer jeg cyklende på min nyindkøbte Raleigh Turist ad Mozartsvej. Da ser jeg en pattestiv kvinde som sidder i rendestenen med bukserne nede om hælene og tisser mens hun snakker i mobiltelefon. Jeg tror det var omkring 1994, måske noget senere, men mobiltelefonerne blev stadig markedsført som noget underligt yuppieagtigt tilbehør. (Det fik mig i øvrigt til beslutte at jeg ville glemme alt om disse apparater for et stykke tid. Der var simpelthen for meget signalforvirring)
(indkøbet af min Raleigh skete på det tidspunkt da det var aller mest moderne med mountainbikes og blev gjort ud fra samme logik som jeg undlod at anskaffe mig en mobiltelefon. Men på den anden side gik jeg vældig meget op i tøj der mere end fint ville passe til både mobil og mountainbike..). Det var før at alle elektronikfirmaerne åbnede store kontorer herude. Men det er på sin vis lidt morsomt i denne forbindelse, at mobiltelefonfirmaet Ericsson derefter lagde et kontor ved kajen af det der oprindeligt blev benævnt Sydhavnen. På denne måde har vi afvist at begrebet transparens , i betydningen gennemskuelig, har noget at gøre i denne sammenhæng. Der er kun tale om overfladiske ligheder. Transparens har noget at gøre med en vis skamløshed. I samme kategori vil jeg anbringe ”etik”, ”demokrati” og ”socialt ansvar”. Det har ikke noget med moderne forretningsførelse eller arkitektur at skaffe, andet end som begreber der anvendes i markedsføringsøjemed.
Kvarterløft har forvandlet hovedgaden til parodi på en kedelig dansk gågade i provinsen. Ikke et sted hvor man tisser i rendestenen og snakker i sin mobil samtidig. Den er indrettet fornuftigt, sikkert og nyttemaksimalt, med cykelstier og tillidsskabende lygtepæle tegnet af en kvalm sentimentalist. Alt sammen ting som jeg sætter stor pris på hver for sig

Det forholder sig anderledes med haveforeningerne. De har været domineret af tilflyttende jyder der ikke kunne udholde byen i første halvdel af århundredet. De gamle mødeprotekoller fra generalforsamlingerne tyder på temperament og drikfældighed. Det forholder sig sådan at haveforeningerne på et tidspunkt i løbet af århunderet har rummet adskillige tusinde mennesker og har ligget på hele strækningen fra Hvidovre til Fisketorvet.

Haveforeningerne og kolonihaverne udgør et væsentligt element i Sydhavnen. Haveforeningerne er små byer i byen. I al væsentlighed gælder byggereglementerne ikke her, folk bygger som de har råd og lyst til.
Og det kan vi så altså ikke længere. Der finder en såkaldt lovliggørelse sted i forbindelse med haveforeningerne. I forbindelse med Christiania bliver det kaldt en normalisering, hvilket er en grov misbrug af ordet. Ordet er vel i sin natur inklusivt og ikke eksklusivt. Jeg er for eksempel normal. Men på den anden side har jeg ved indtil adskillige lejligheder, både konstateret det og ytret at almindelige mennesker ikke eksisterer. Hvilket de heller ikke gør, selv om der vitterlig er mennesker i denne verden der forestiller at de er almindelige. At jeg er normal er bare noget jeg hævder. Det er for at sløre de muligheder der er for at tilskrive mig alle mulige identiteter der ville forpligtige mig i alle mulige retninger. Der er ikke nogen sandhed at finde i identiteter.

Tippen i Sydhavnen rummer en decideret illegal bebyggelse, Guldkysten eller hvad navnet nu er. I modsætning til haveforeningerne hvis legale status er relativt stabil, er denne bebyggelse hinsides det legale. 20-40 huse som jeg ikke ved hvor beboede er, nogle stort set ikke andet end 5 spånplader, andre væsentligt mere ambitiøse. Andre steder i verden ville man kalde det for en shantytown.

Her er der tale om et af de steder som jeg har omtalt som eksotisk i indledningen. Det er eksotisk på den gode gamle facon, via blikket og talen. Stedet har en vis berømmelse, om ikke andet end gennem rygtet. Men dog også gennem Politikkens søndagsudgave og andre mediers sporadiske omtale. Stedet er så tilpas anderledes til at må anses for fremmed, for en egentlig vaskeægte andethed og som sådan ikke beliggende i konsensusmiraklet Danmark, men i et andet, parallelt univers, en anden tid. På den måde bliver der ikke investeret samme bekymring over beboernes skæbne som der ville hvis de boede et sted som var langt ude og smadret på en mere håndterbar, ”normal,” måde. Meget passende vokser der en palme af en slags, udendørs, ved siden af det pæne hus ”Kystens perle”.

Jeg har længe spekuleret over om cellen, som det meste liv er opbygget af, kan fungere som et metafor for ”stedet”. Problemet er bare at det bliver meget uklart om det bliver for det fysiske sted, eller for stedet som social metafor, eller om det forsøget at forlige de to størrelser. Grunden til at cellen er faldet mig ind, er dens historie.
Her følger et afsnit fra Evolution af Colin Patterson 
(som min mor i øvrigt stak mig i hånden en gang da jeg gik i gymnasiet og bad mig læse den og fortælle om den var til at forstå for en 15årig. Det var den knap nok. Det var formodentlig en bekendt der havde oversat eller udgivet den): der kan fortælles fornuftige historier om begivenhederne i prækambrium- om den eukaryotiske celles dannelse. Ifølge disse består den eukaryotiske celle af 3 forskellige prokaryotiske organismer. Den ene, der omfatter kerne og cytoplasma, var en organisme, der modtog 2 indre symbioser. Den ene symbiont var en anaerob bakterie, det nuværende mitokondrie, som huser iltomsætningen- det aerobe stofskifte. Den anden var spirochaet-lignende bakterie, de nuværende cilier, flageller og centrioler. Eukaryotiske planter rummer desuden en 4. symbiont, en blågrønalge, den nuværende kloroplast- stedet for fotosyntesen.
Eller sagt på en anden måde: cellen er et møde mellem organismer fra forskellige arter, der på en eller anden måde har opnået et samarbejde der med tiden har fået dem til at vokse sammen. Men ikke mere sammen end at mitokondrien har sit eget DNA. Cellen er kort sagt en syntese og ikke en enhed groet fra et nulpunkt. Og deraf følger at den er kompleks.
En anden ting som vedrører de prokaryotiske celler, bakterierne: hvis vi bruger dem som et metafor for stedet, er det noget uklart hvad det er vi peger på. I og med at bakterierne ikke har kønnet formering lader artsbegrebet sig ikke ganske uproblematisk bruge her, så det har været foreslået at man skulle anskue bakterierne som èn stor kontinuert genmasse med store indre variationer. Nu skal jeg ikke gøre mig klog på om det er helt hen i vejret. Men det er tydeligt at artsbegrebet er et funktionelt begreb der ikke lader sig bruge fuldstændig uproblematisk, lige som at selve det at definere hvad en art er, heller ikke er uden problemer.
Men uanset hvad burde denne forsøgsvise brug af metaforer anskueliggøre at vi har nogle gevaldige problemer med en alt for frisk og vanemæssig brug af vores begreber. Vi kan ikke både bruge ordet sted om både det ene og det andet og det tredje. Men jeg burde vel egentlig stoppe diskussionen her. Det er vel på en eller anden måde klart at Sydhavnen alligevel ikke eksisterer, og hvis den skulle gøre det som en definerbar enhed, så ville det være på samme udefinerlige måde som bakterierne. Afgrænsningen er uklar da kriterierne for den ikke følger den almindelige kommunale artsbarriere for steder. Stedfæstelsen følger andre kriterier, f.eks. hedder der hvor jeg bor Hundegangen da der engang boede en del hunde. Eller bebyggelsen ved resterne af Gåsebækrende både Guldkysten og Lorterenden. Her har jeg fået nye oplysninger: stedet omfatter både lokaliteten Lorterenden, som ligger langs afvandingskanalen og Guldkysten som ligger med udsigt til Amager.

Men hvor om alting er så skaber denne situation, hvor der ikke kan defineres efter nogle helt entydige retningslinier, f.eks. hvilken status et område har, en stor virketrang i bureaukratiske systemer med henblik på at få rene linier. Hvilket burde være en meget konkret anskueliggørelse i at arbejde med at definere og bestemme ting og situationers status, er et af de voldsomste indgreb mulige. Når de kommunale bureaukratiske systemer har fået øje på, og derefter defineret et fysisk område, bliver mulighederne med det samme voldsomt indskrænket for hvad der kan foregå i området.
Tippen og området omkring Tippen huser den Grønbrogede Tudse. Den Grønbrogede Tudse er blevet brugt i en række forsøg på at deterritorialisere  (ved deterritorialise forstås den bevægelse hvorved noget bliver suverænt)Tippen, ved at gøre den til Natur. Ved Natur forstås der i dette tilfælde en dehumaniseret magtfri struktur. Beboere har ved givne lejligheder plantet tudsen på lokaliteter rundt om i regionen, helt til Malmø er den rejst, når det har tjent til holde Tippen som deterritorialiseret rum. Det er en historie der rækker tilbage til da Øresundsforbindelsen var på projektniveau, og der selvfølgelig startede en lokal modstand mod et så stort indgreb i lokalmiljøet. Der blev den Grønbrogede Tudses eventuelle uddøen brugt som en spydspids mod Øresundskonsortiet.  Om der er tale om egentlig deteritorialiseret rum er selvfølgelig et spørgsmål man kan stille sig i forbindelse med at Tippen bliver udnævnt til at være natur. Natur er som bekendt en måde at benævne Paradiset før Eva tog den famøse bid af æblet fra Kundskabens træ og mennesket dermed blev bevidst. Natur er benævnelsen for det der ligger før den menneskelig bevidsthed og måske før sproget. Naturen er guds territorium i traditionel vestlig tankegang. Men for mig er den nu engang ganske øde for den type indflydelse.

Mine forældre havde sammen med en række venner et fritidskollektiv i Odsherredet ved Skamlebæk. En dag stod der løssluppen ko i haven. Det var som at se selve Naturen komme anstigende, afsindig stor, fremmed og truende for en lille bydreng. I en nærliggende grusgrav som hørte til grunden, lod vi et år den Proletariske friskolen slå sommerlejr, så de frit kunne øve eksercits og guerillataktik med børnene. På toppen af grusgraven plantede de Vietcong, det kommunistiske Vietnams flag. Nogle år senere havde det nok vakt en del mere opmærksomhed i lokalområdet. For da var den granbevoksning der stod på grusgravens top blevet fjernet. Det var sket fordi området var blevet fredet. Jeg tror det var klasse C eller sådan noget. Fredningen medførte at området skulle tilbageføres til den stand det var i (eller formodentlig den stand som man troede det var i) før 1848. Altså før industrialiseringen satte ind i Danmark. Og stadig under enevælden som refererede direkte til gud. Og hermed er konstruktionen af natur og konstruktionen af gud vel koblet sammen.
Så det er et spørgsmål om det giver mening at snakke om dette kontinuum med det offentlige rum i den ene ende og naturen i den anden. Mest i tvivl bliver jeg fordi det medfører begreber såsom mellemrum eller terrain vague, som i den grad tyder på at dette kontinuum ikke er så sømløst og uproblematisk som det syner. Som den historie som følger herefter eksemplifiserer (på en eller anden måde):
Senest er tudsen blevet brugt i forbindelse med navngivning af en vej der løber forbi haveforeningen jeg bor i. I endnu et forsøg på at hævde området som deterritorialiseret har især en beboer hævdet sin ret til selv at navngive vejen. Tudsemindevej var forslaget. Selvom det nu ikke er fordi der mangler tudser i området. I denne forbindelse skulle Mikael, vores venlige og meget besindige formand, og Theodor, vores langhårede jordemor for såvel menneskebørn som frøer (selvom rygtet siger at han ikke er praktiserende), til møde med det højst usympatiske væsen Søren Pind, byplansborgmester i København for Venstre. For at forberede sig til mødet havde Theodor indfanget en tudse og optaget dens brøl. Det var så meningen det skulle udgøre et vigtigt argument under mødet. Jeg ved ikke hvordan mødet rent faktisk forløb, men vejen hedder nu Tudsemindevej. Det der var startet som en gestus overfor Theodor fra haveforeningens side, med at give ham mere eller mindre frie hænder i forhandlingerne med kommunen om vejnavnet, endte i lokaldemokratiets navn med en stor klam tudse i skødet på os. Folks reaktion på det var lige dele anger og skadefryd. For hvem ser ikke gerne en neoliberal få et par på hatten? Men hvem har lyst til at bo på en vej der hedder Tudsemindevej?
Men på den anden side giver navnet Tudsemindevej sin egen noget utilsigtede mening da det især ved forårstid flyder med maste tudser der håbefuldt prøvede at krydse den for at nå den kommunalt anlagte sø. Over vejen hænger der på gode dage en em af muggen, død tudse.
Historien tyder på at det kun med hiv og sving og massive hukommelsestab lader sig gøre at opretholde Natur og Offentligt rum som begreber der giver mening som en karakteristik af et bestemt sted. Ej heller synes jeg at det giver mening at se dem som karakteristikker af et socialt rum. Det giver til gengæld mening at se dem som bureaukratiske termer der kun giver mening i et bureaukrati. Andre steder er de måske ubrugelige.

Børnenes Dyremark er et eksempel på en struktur som strækker sig over et større område, både fysisk og legalt. Den har til huse på Karens Minde som nu både huser bibliotek, medborgerhus og bydelsadministration ud over Dyremarken. Før delte den kun plads med medborgerhuset. Strukturen har ændret sig til at der nu er et par voksne der holder øje med om stemningen bliver for rå, og sådan noget. Før var det kun ungerne som besatte et par tomme bygninger og proppede nogle dyr ind i dem. Der er græsningsarealer til hestene ude på Tippen. På den måde strækker Dyremarken sig fra den kommunale grænsezone til det ukategoriserede og forvildede. Der er heste, grise, geder, høns, kaniner og en masse mus og rotter som bliver passet af den der nu ejer dem. Hvis der ikke var nogen der kom med sin kanin og byggede et bur til den og stillede det op et eller andet sted, ville Dyremarken ikke eksistere. Det er ikke et kommunalt tilbud. En gang imellem slipper det vietnamesiske hængebugsvin ud. Tøsen er en lille modbydelig Shetlandspony på et par og tyve somre der vist nok stadig bebor Børnenes Dyremark. På sin vis er den symptom på et af de mere spøjse steder her i landet. Ikke så meget Børnenes Dyremark selv som den konstruktion den deler plads med. Og især har delt plads med. Karens minde hedder bebyggelsen hvor hestene er staldet op og kaninerne brøler i deres bure. Det startede ud med egentlig besættelse af staldene, men vist nu rimelig lovliggjort, normaliseret. Staldene er ekstremt faldefærdige. Karens Minde huser ligeledes medborgerhuset og biblioteket og den lokalhistoriske forening, og den har huset bydelsrådets administration, da dette politiske misfoster af et eksperiment foregik. Ydermere er der et eller andet der bliver kaldt skurbyen, noget kommunalt, og en gammel, nygenopført dansepavillion. Der er en glidning mellem legale og illegale niveauer indenfor et ganske lille område. Det bliver understreget af at lige uden for området ligger et ganske illegalt dueslag/kolonihavehus. Dette ikke særlig store område er gennemskåret af en række tiltrampede stier der ændrer forløb ind imellem. På en måde udgør dette område der ligger indeklemt mellem kirke, haveforeninger, spasserinstitutioner, boligblokke og tomme områder med dårlig blommetræer og brombær et yderst kompetent forslag til fordelingen af magt i det offentlige rum. Hvis, som tidligere nævnt, begrebet ”det offentlige rum” overhovedet giver mening mere. Men som sagt er Tøsen en god repræsentant for en så hybrid konstruktion. Uregerlig som det lokale Hængebugsvin, og mindst lige så egn og ucharmerende som en pattestiv, råbende sut med skinnebenssår.

Ud til Tippen ligger en institution for spassere. Eller mentalt handicappede. Det er altid en udfordring til konsensusrummet med folk der savler, eller folk der glor meget indgående på andre folk.

På den anden side af Guldkysten ligger et industriområde, over imod Sjællandsbroen, der går over i en lille havn, hvor der også ligger en meget uformel beboelse. I industriområdet går der om sommeren en mand rundt. Han er rimelig pæn i tøjet, men temmelig uklippet. En gang imellem passer han folk op og viser dem en højre hånd med syv fingre. Folk fra Guldkysten påstår at han kommer fra bebyggelsen ved havnen, og omvendt. Han er åbenbart for meget en freak til at nogen vil kendes ved ham. Eller osse har det almindelige krav om pæne manere og fysisk normalitet bredt sig til nye områder.

Brombærkrattet er en angiver af ukategoriseret deterritorialiseret rum. Det kan undre at en angiver af det ukategoriserede kan være så kategorisk som et brombærkrat nu engang er. En anden facet af brombærret er, at det i lighed med andre frugter ikke optager tungmetaller og lign.. Det er som om bærret foreslår en arkaisk ubekymret tilstand. Man kan vel sige at bærret er etnocentrisk i sin udpegning af syltetøjsmadens arkaiske potentiale.
Et andet sted som har påkaldt sig min opmærksomhed i den sammenhæng er Lounge som er et swingersted. Afstanden mellem facaden på huset på en rigtig kedelig/ fredelig sidevej i et pænt villa- og industrikvarter på grænsen mellem Sydhavnen og Valby, og den præsentation som stedet har på nettet er intet mindre end bemærkelsesværdig. Klemt inde mellem Carl Jacobsensvej og Ellebjergevej ligger den sammen med bl.a. al-Hikman skolen i et absolut ingenmandsland. (Måske i et egentligt terrain vague). Lounges hjemmeside (www.scor.dk) lover intet mindre end at kønssafterne driver ned ad væggene på tre etager. Den lover antyder et svimlende dybt rum af begær og udtømmelse bag den kedelige facade. Når jeg passerer forbi huset fyldes jeg med en vis ærefrygt som ligner den jeg føler når jeg passerer domkirken i Køln eller den nye TV-by i Ørestadens yderste nordlige kant. På samme måde som jeg ikke deltager i fjernsynet på andre måder end at forestille sig det der foregår på skærmen, deltager jeg ikke i det der foregår i Lounge på andre måder end at forestille mig det. Og ingen af delene har jeg tænkt mig at lave om på.

Fra træer og buske har der, i de år jeg har boet i området, hængt stumper af videobånd fra træer og buske og de høje planter i græsset, rundt om de arealer der ligger øde om aftenen, Tippen og Valbyparken og sikkert også inde på rensningsanlæggets grund. I vandkanten svømmer ensomme videokassetter uden label rundt. Mængderne er aftaget let i de syv år jeg har boet her, men alt i alt er trafikken osse blevet større i området. Disse kassetter og filmstumper angiver i sig selv et ukategoriseret rum. Et, i modsætning til det aktive og korrekt placerede videobånd, meget lidt servilt rum. Måske er det korrekt at kalde det deterritorialiserede og ukategoriserede rum for suverænt. Måske er det den aktive undladelse af at pisse sit revir af der gør det.

De pågældende videobåndstrimler er i løbet af de sidste par år helt forsvundet uden at jeg nogensinde prøvede at finde ud af hvad de indeholdt. En af de sidste spor jeg fandt af båndstumperne var en hel videokassette med en etikette der angav det pornografiske indhold, som jeg fotograferede og aldrig har fået fremkaldt film af, så nu ligger den i mit køleskab. Som jeg ser det er videobåndstumperne blevet erstattet af små poser med hundelort der ligger hvor før kun lorten lå. Jeg ved godt at disse to fænomener ikke kan sammenlignes via deres indhold. Men via deres oprindelse: en klar, konsekvent, rimelig udbredt, men fuldstændig uforståelig handling. Hvem samler en hundelort op for pakke den ind og der på efterlade der hvor den er faldet? Eller bliver de transporteret og efterladt steder som har en særlig betydning? De indpakkede lorte udgør suverænt rum, som ikke er at forveksle med ordet mellemrum som jeg aldrig har fattet betydningen af.

Jeg har fundet stumper af videobånd steder hvor jeg ikke har observeret dem før: Ude langs den vindomsuste strækning på metroen hvor den stopper på Sundbystation og senere ved den kommende Tv-by. I starten af firserne var jeg ude og spadsere i haugerne oven over Thorshavn efter en animeret aften. Jeg var lidt omtåget, så da jeg så nogle ravne der fløj på ryggen, havde jeg en svag mistillid til mit sanseapperat. Men dog ikke mere end jeg ikke forfulgte tvivlen nærmere. En del år senere slog jeg alligevel efter i en fuglehåndbog for at tjekke ravnes adfærd nærmere. På den måde forvandledes en oplevelse, en fysisk erfaring, til tekst.

Valbyparken har ændret sig meget i de sidste år. Før var det en park som nogle få kom og spillede fodbold i om sommeren, om vinteren var den et ekko af forladthed. På en regnfuld sommerdag kunne jeg have parken for mig selv. På en regnfuld vinterdag var det min park. Før var der Rosenhaven, en legeplads og et cafeteria hvor man kunne købe de meste fedtede og ulækre fritter i byen.

Nu er det Preben Møller Hansen , den gamle kommunist og nationalist der har en aflægger af sin restaurant, Den danske kro. Det må siges at være et bidrag til den almindelige folkestemning. Men på den anden side er hans stolthed på restauranten, Gullasch, en ungarsk ret. Der til kan man tilføje at temahaverne som ligger ved restauranten bliver udvidet med en ny: den etniske have.

Rosenhaven er til min ualmindelig store fortrydelse midlertidigt blevet nedlagt. Legepladsen er der og bliver udvidet til noget der ser ganske fantastisk ud. Der er blevet opstillet griller så man selv kan medbringe et alternativ til det ulækre. Fra den første varme ligger der en tyk grillos over parken. Idet hele taget ser det ud som om at danskerne har fået parkkultur, selvom der nok er dem der vil mene at dem der sidder og griller i parken ikke (er danskere) eksisterer. Der er en frøpark i parken, sponsoreret af Carlsberg, åbnet af en prins med fadøl og det hele, som skulle huse de fører og tudser der blev hjemløse ved bygningen af Øresundsforbindelsen. Den afdeling er den eneste del af parken der stadig i sandhed er øde. Sjovt at de kaldte det en frøpark når det var tudser der blev snakket mest om. I parken er der ligeledes blevet anlagt demonstrationshaver, f.eks. den handicapvenlige have og en nyttehave der er så venlig at forsyne mig med friske grøntsager i sommerhalvåret. Og der er osse den oldnordiske spirallabyrint som blev indviet med spiraldans. (huhej)

Parken har skiftet fra deterritorialiserede rum til temapark (hvad temaet er ligger lidt hen i skygger, men det ligner angst for det tomme). Et skift fra det øde til det overvågede. Om natten kører der biler ned til vandet, på alle årstider, i al slags vejr.
Endnu et en del af mit landskabsmaleri har ændret sig under denne meget langstrakte og tvivlende proces. Nu er selv spion rovmordene fra den skumle Sydhavn blevet til tv-serie i Forsvarene. Eller i samme serie hvor der optræder en meget fordrukken, udsvævende og over for sine børn, voldelig moder. Det øde er blevet fiktionaliseret. Steder med oplysninger til dykkere om hvor der spændende at dykke, henviser til dette mord med en vellystig gysen.

Boldklubben FREM ligger her, i Valby idrætspark. Når de har vundet står ind imellem nogle af deres supportere og hopper i springvandet på Mozarts plads. Lidt bange for sådan nogle er man vel altid, de virker meget anderledes.

Jeg husker ikke præcist hvornår Frem røg ud af superligaen. Men på en eller anden måde er deres tilbagevenden, hvor kort eller lang den end bliver, et symptom på nogle af de forandringer Sydhavnen har gennemløbet. Provinsionaliseringen af Mozartsvej, det at de fleste butikslejemål er udlejet, hænger på en eller anden måde godt sammen med at Sydhavnens svulmende pryd er genrejst i al sin letøllede vælde. Selv det at Rosenhaven er forvandlet til en bleg, men praktisk, skygge af sig selv, hænger på en eller anden måde pænt sammen med Frems revitalisering og kvaterløftet som sådan. Det er et forsøg på at forvandle Sydhavnen til Kgs. Enghave. Eller måske ligefrem integrere Sydhavnen i Kongens Enghave.

Fucking Dragør:
Efter at Dragør-Linhamnfærgen blev taget ud af drift, har det Korporative Arkadien lukket sig om sig selv. Forbindelsen ud er nu afskåret.
Som så mange andre steder eksisterer Dragør ikke. F.eks. Vollsmose eller Christiansborg. De små brolagte stræder, gadespejlet, bindingsværket. Det hele er præget af en homogen symbolsk nyttemaksimalitet der intet sted viser sig selv som virkelig. Som følge heraf er det umuligt at forestille sig personer med kroppe i Dragør, selvom vi ved de findes.
Det er muligt at bevæge sig fra haveforeningen hvor jeg bor til Dragør, gennem lutter arkaiske landskaber. Frigjort fra motoriseret trafik, langs fjorde, pittoreske fiskerihavne, åbne velarrangerede uberørte landskaber med korporative køer, små lunde og sivkrat, for til sidst at havne i Dragør hvor ingen bor og alle er på besøg. Det er muligt at der bor folk inde i husene, men Dragør ophører ved facaderne. Hvad der sker bag dem er denne fortælling uvedkommende. Som Ørestadskøerne er beboerne i Dragør ikke beboere, men statister. De kan først ånde lettet op når døren er låst og gardinerne trukket for, og de ligger slagtede og cellofanindpakkede, parate i kølediskene om mandagen, sikker på endelig at indgå i en meningsfuld relation til omverden. For hvordan er det muligt at tvivle på en happy-end i Dragør, hvordan er det muligt at trampe i gulvet af frustreret fremtidsangst? Hvordan er det mulig ikke at være ond i Dragør? Et smilende, gnækkende fantom med sydvest, snadde, skæg og skidte hensigter? Poul Reichhardt! Poul Reichhardt! Poul! Poul! Poul! Det kan nok som meget kajakpolo i Dragør havn og nok affyringer af appelsinkanoner ud over åbent hav ikke råde bod på.
Da jeg en kort overgang boede i Bruxelles, hændte det en dag at den lokale sherif ringede til mig og begyndte at udspørge mig om jeg var ved at lære fransk. Til det svarede jeg sandfærdigt at det var jeg ikke og at det havde jeg sandelig ingen intention om. Det blev han temmelig utilfreds med og begyndte at brokke sig højlydt: you should iiintegraaate!!! , nærmest råbte han og smed røret. Jeg havde ingen intention om at lade mig integrere i det lokale samfund. Jeg mener, jeg arbejdede det meste af tiden og passede unger i resten. Det var sådan noget rent familie noget. Der var ikke tid til integration, hvad det så end er for noget.

Mozartsplads er et bizart sted. Det ligner et kæmpestort kattelokum. For nogle meget store katte. Der er et lag småsten over hele pladsen og det dummeste og kedeligste springvand jeg nogensinde har set. Det er et ganske godt eksempel på at der et eller andet sted hos planmyndighederne er en opfattelse af det offentlige rum som et konsensusrum. Et rum som ingen gør hævd på, og som man derfor fra centralt hold kan gøre med hvad man har lyst til. Resultatet er disse fade karakterløse rum. Men der er mennesker overalt og de erobrer rummet alligevel hvis det har nogle overskuelige dimensioner. Om ikke andet kan steder som Mozartsplads bruges til at drikke sig stiv på.

Ved Mozartsplads ligger der med et par hundrede meters mellemrum to faktabutikker. Lidt længere nede ad Mozartsvej ligger en irma og brugs side om side. Oppe i blokkene ved Sydhavnenstation ligger en Netto.
Udover det har vi 4-5 grønthandlere, en slagter, to bagere og en halv snes grillbarer. Og en solid bestand af ol'skool værtshuse og en enkelt cafe. Af restauranter har vi La Coruna som mest er at ligne med et større pizzaria.


I sommerhalvåret bor der folk på Tippen. Folk der bare gerne vil være i fred, som bygger et lille interimistisk skur, eller slet og ret bare overnatter i en sovepose. Der er også mere organiseret beboelse i form af teltlejre. Det er det fænomen ved Tippen der har optaget mig mest, blandt andet fordi det indtil for nyligt ikke var lykkedes mig at observere beboerne, og det selvom jeg ret tit begiver mig ud på Tippen for at se om der er nogle interessante overraskelser til mig i dag. Efter adskillige ekskursioner derud, blev mine bestræbelser belønnet. Det var i den fugtige sommer i ’98. nu er jeg et meget sky menneske, så det varede noget før jeg tog mod til mig og kontaktede dem.

Det var en temmelig bizar flok. Der var mellem 15 og 20, meget unge, 15-20 år, mest drenge. I starten var det ikke muligt at få dem til snakke om, hvad de lavede der ude. Eller mere præcist, snakke gjorde de, om hvor mange fede de røg, og om hvor meget LSD de droppede, og alt muligt andet som jeg ikke havde hørt om før. Andet ville de ikke snakke om. Heller ikke deres computere. De havde computere der ude, alle mulige forskellige, enkelte nye og en hel del gamle, meget gamle, spørg mig ikke om hvilke, og en benzingenerator som larmede a´helvede til. Hvad det gik ud ulejligede de sig ikke med at fortælle mig. Senere regnede jeg ud at det var fordi de ikke regnede med at jeg ville forstå det, eller tro på hvad de fortalte mig. For det var mildt sagt også en anelse langt ude.

Tippen er på mange måder et unikt sted. Det er hjemsted for den Grønbrogede tudse, og der gror Bulmeurt, hvilket efterhånden er meget usædvanligt. Og det var en af grundene til, at de havde slået sig ned derude. Jeg vil ikke påstå at jeg fangede i detaljer hvad de havde gang i, men selv i overordnede træk, var det ganske utroligt.

I korte træk gik det ud på at forbinde Grønbrogede tudser med en computer, vist nok hovedsagelig en gammel model der hedder Commodore 64, eller noget i den stil. De rent tekniske detaljer, samt formålet med eksperimenterne, havde de nogen besværligheder med at forklare. Det involverede under alle omstændigheder Bulmeurt, men jeg havde nu indtryk af at de selv indtog den i forbindelse med eksperimenterne.

Opstillingerne lignede mildt sagt noget fra en gammel Frankenstein film, selvom skalaen var en hel del mindre, installeret som de var i teltene. En masse gamle ledninger, printplader, kort sagt en masse lort, som jeg ikke har den fjerneste anelse om hvilken funktion har, og så omtrent i midten af hver opstilling en Grønbroget tudse med dioder på hovedet i et lille terrarium.

De havde ret i deres antagelser, jeg var meget skeptisk, bl.a. fordi der åbenbart ikke rigtig var nogen retning på det de foretog sig. Men mest af alt fordi, en eftermiddag jeg var et smut forbi, var der en der sad og spillede PacMan på en gammel computer der var med i en opstilling. Tudsen sad bare i sit bur og spjættede lidt med det ene ben når der blev spist en ost på skærmen. Jeg forlod stedet højt grinende. Det fik pillet det meste af mystikken af, men en bizar flok det var det sgu.

I vinters var jeg forbi teltpladsen. De havde ikke ulejliget sig med at fjerne teltene, de havde pillet dem ned og bare lagt dem uindpakket i en stor våd bunke med teltstængerne ved siden af. Deres køkkengrej, krydderier, olie etc., var lagt i en kasse med en presenning over. Ligesom deres eksperiment, meget organiseret og fuldstændig nyttesløst.

I Syd-Vest folkeblad læste jeg for nyligt en slags bøn fra den lokale sherif til områdets skrothandlere, om ikke at sælge døde biler for et par hundrede kroner til folk, der bare har tænkt sig at drikke en masse bajere og køre bilerne og sig selv i smadder på Tippen. Umiddelbart et meget rimeligt ønske. Og alligevel ikke helt. Der er med tiden opstået en skik som består at der bliver sat ild til biler. I et enkelt tilfælde af dem jeg kender til havde ikke ulejlige sig med at stjæle bilen med gjorde det direkte på dens sædvanlige parkeringsplads.

Når jeg tager op i Sydhavnen by er jeg som regel rimelig uformelt klædt, dog ikke så uformelt som jeg var forleden da jeg skulle købe ind til aften. Da havde jeg taget mit nye joggingtøj på. Der var nogle andre end dem som plejer at lægge mærke til mig, der så på mig. En masse rødder i joggingtøj der ikke plejer at kigge, kiggede vurderende. Nu har jeg vænnet mig til det. Nu køber jeg også ind i mit arbejdstøj. Men jeg tager nu aldrig ind til byen i hverken joggingtøj eller arbejdstøj. Jeg har også vænnet mig til at når jeg er efter mit eget hoved er velklædt, snakker de tolvårige ind imellem tøj med mig.

Sydhavnen er et temmelig provinsielt miljø. Her er provinsielt brugt som en modsætning til resten af København, hvoraf jeg har boet de fleste steder, dog mest på Nørrebro. Det er svært at definere den konkrete forskel, men den bunder et eller andet sted i at på Nørrebro ville jeg ikke handle ind i mit joggingtøj. Der er mulighed for nogle frihedsgrader ekstra uden at det virker respektløst overfor andre. På vores hovedgade så jeg en skøn sommerdag for nogle år siden en af de lokale damebumser sidde og pisse i rendestenen og tale i mobiltelefon. Det må siges at være en rimelig afslappet attitude. I det hele taget lagde jeg mærke til at en del af vores lokale bumser en overgang var forsynet med mobiltelefoner som de brugte til at koordinere hvor der skulle hænges ud, Sydhavnen er ikke særlig tæt bebygget. Denne brug af mobiltelefoner er den direkte årsag til at jeg ikke har en: det er alligevel FOR jasket.

En lignede, men voldsom, episode fandt sted i min haveforening. Vi havde fået nye lejere til marketenderen. Flinke folk, og vi kunne stadig få en liter sød og sådan noget i en snæver vending. Men så var det at det udviklede sig til en omfattende smugkro og en masse larm. Det var efter at en af naboerne havde brokket sig over larmen og at folk tissede i hendes have, at de kidnappede hendes hund. Det endte da også med at de røg ud. Så nu har vi ingen marketender og det gør det lidt besværligt at købe flaskegas i vinterhalvåret, for da har nabokolonihavens marketender lukket. Vi har ikke bil. For lige at afrunde episoden med de to gale marketender gutter: de flyttede over i Lorterenden/Guldkysten. Der begyndte de at sælge hash til dem der boede der. Det lykkedes at få sat en af dem der havde et hus i så meget gæld, at de forlangte at overtage huset. Om det rent faktisk lykkedes at dem at gøre det ved jeg ikke. Men de fik sig en ordentlig røvfuld og blev smidt ud. Om de ligefrem blev rullet i tjære og fjer og båret væk på en jernbaneskinne ved jeg ikke, men det var det der skete.
 

Nu har jeg gennem teksten brugt navnet Sydhavnen ret kategorisk, på en måde så i forledes til at tro at jeg rent faktisk snakker om et bestemt sted. Det gør jeg ikke. Jo mere jeg snakker, jo mere mister jeg Sydhavnen af syne, og jo længere tid der går desto mere tilfreds bliver jeg med at konturerne flyder helt ud for i mit eget hovedet helt at forsvinde. Jeg er ikke kommunal bureaukrat. Ud fra nogle organiseringsprincipper strækker Sydhavnen sig omtrent fra Hvidovre til Dragør. En række områder bundet sammen til et bureaukratisk eller korporativt arkadien med Kalvebodfælled i midten. Her græsser køer i en konstant trussel om at aktivere en ueksploderet mortergranat, og dermed at blive opløst i nogle væsenlig mindre stykker end dem de normalt består af. På samme måde er det med denne tekst og dens emner. Eller en anden metafor kunne være den kattelort jeg forleden så, balancere oven på en tom, ulovligt importeret toliters colaflaske som lå ved siden af en sti kommunen er ved at anlægge henover og på tværs af en tiltrampet sti. Hvad formålet end kunne være med det. Altså stien. Metaforen kunne bruges til at forslå at noget som Sydhavnen måske skal beskrives som en situation, og vi ved hvor ustabile situationer er, og på hvor mange måder vi kan snakke om dem og hvor svære de er at afgrænse. Det er vel overflødigt at nævne at colaflasken med lorten på var væk næste dag?

Apropos Det Bureaukratiske og/eller Korporative Arkadien, så er der jo Orestaden (www.oresteden.dk), eller Ørestaden som den også bliver kaldt. Den ligger som et selvstændigt fyrstedømme i Det Bureaukratiske Arkadien mellem Kalvebodfælled og Amagerfælled. Orestaden har sine køer udstationeret på Amagerfælled bl.a.. Det er Aberdeen Angus som går i indhegninger som publikum (som vi hedder) har adgang til. Der er opsat skilte som forklarer hvorfor der går køer. Det har noget med landskabet at gøre, og så bliver man gjort opmærksom på at færdsel sker på eget ansvar. Alt sammen fortalt af en truende ko nederst på skiltet. Som ægte bybo føler jeg altid naturen som en noget uoverskuelig og skræmmende ting, selv i de udgaver som jeg færdes i ved mit hjem. Ud over en lettere uro over at blive mindet om at færdsel sker på eget ansvar (interessant påmindelse), bliver jeg af skiltet også gjort opmærksom på at det er Ørestadselskabets Aberdeen Angus’er der driver hærgende rundt på agrene. Det får en masse blandede følelser til at vælde op i mig. Jeg kan ikke helt se køer for mig som en del af et korporativt legeme. En Ørstads ko? For mig har køer altid været en henvisning til noget arkadisk. Noget med blond bondeidyl. Men nu er jeg som sagt osse en ægte bybo. Jeg ser ikke rigtig køer som noget med produktion at skaffe. Men det kan være at Ørestadsselskabet har fat i koens lange ende, for her bliver koen brugt til at producere natur ved deres blotte tilstedeværelse, og det er unægtelig noget tættere på byboens opfattelse af køer. I selve hjertet af Ørestaden åbner Fields, Danmarks største indkøbscenter. Disse agre føjer vægt til min påstand om at naturen ikke findes. Fields er sammen med ørestadskøerne et rungende ekko af den natur som absolut ikke er menneskelig, men som i denne udgave er det modsatte af ikke-menneskelig, med køerne som den endelig garant, så vi roligt kan afgræsse Fields uendelige agre. Men frem for alt peger Ørestad , Fields, Kalvebodfælled, køer alle mulige mærkelige steder, den ny Tv-by, (og ikke at forglemme Avedøreværket i al sin magt og vælde, dette kraftcenter for overblik og positiv energi, dette ekko af en fjern beskidt larmende industriel fortid forvandlet til lækkert design) på dette Det Bureaukratiske Arkadien som jeg mener at Sydhavnen er en lille, men vigtig, republik i.
Hvis vi til sidst, til aller sidst, for med det sidste søm at lukke låget på mine cirkelslutningers ligkiste, kaster et historisk blik på Sydhavnen, som altså hedder Konges Enghave, er det netop enghaven vi skal se på. For det er sådan set det eneste (ud over nogle boplads fra før-historisk tid) der er at pege på ved Sydhavnen fra før den i 1930’erne blev forvandlet til en socialdemokratisk mønsterbydel: det var her kongelegemets køer gik rundt, de køer der var lige så ukrænkelige som selveste kongens krop. De drev rundt på samme måde som vi nu driver rundt i Fields´ forlængede og fordoblede natur. Vi, statslegemets køer, den store ekkopedal.
 

Christian Schmidt-Rasmussen