Berit Heggenhougen-Jensen
 
Navnet og dets Plads
 
15. maj - 2. august 2009
 

 

SCHLAGER-billederne, som jeg malede i 80’erne, udpeger landskaber og fnidder på overfladen. Jeg har klistret singleplader på maleriets flade - nogle skrækkelige schlagere - og de understøtter billedet som schlager. Hele landskabsbilledet er således en SCHLAGER. En schlager og en repetition. Repetition som når vi åbner Facebook eller Twitter, eller foretrækker de samme stier. 

Repetitionen er interessant, og måske nødvendig for at kunne begribe verden samt ”manglen”, som Freud beskriver for os i sit Fort – Da skrift. Han peger på, hvordan delobjektet, et garnspole, som barnet leger med, erstatter den manglende situation, når den Anden (moderen) går fra barnet og ind i et andet rum.  

I SCHLAGER billederne klistrede jeg singlepladerne på de malede landskaber for at punktere billedets overfladeromantik. Landskabsbillederne med de påklistrede singleplader peger således også på, at jeg er uenig i, at en opdateret guldalderideolog kunne være grundlaget for en generel dansk kulturidentitet, der blev lanceret i 80’erne.  Da postmodernisme kom på banen, sammen med andre ”ismer”, forsøgte en dansk kulturkatedral at indstifte en slags guldalderens ideologi som dansk kulturidentitet sammen med Caspar David Friedrichs værker. Friederich har rigtigt nok været elev på Kunstakademiet i København, og hans malerier er fantastisk flotte, men jeg er modstander af, at få trukket en kulturidentitet ned over hovedet. Imidlertid har dette provokeret mig til at undersøge min egen identitet og et system, samt hvilken kultur, jeg skriver videre på. Det har ført mig på sporet af Subjekt-Signifikant traditionen; det ubevidste; den Anden, etc., nogle termer, Jacques Lacan forholder sig til, og som jeg delvist skriver videre på.  

Danske guldaldermalerier går/gik som varmt brød på kunstauktionernes

Verdensscene, og disse billeder forbindes stadig med danskhedens spirit. I den senere tid på Danmarks-strøget ser vi igen i 2008 en Friedrich repetition i Kunsthallen Charlottenborg. Romantikideologien er dog gledet mere i baggrunden, og Friedrichs landskaber anvendes nu mere som lokkedue for at få tælleapparatet i sving. Uanset tælleapparat og ideologi undersøger kunstneren en del af sin egen historie, sådan som jeg opfatter det, og som det gælder i mit eget tilfælde. Når jeg undersøger navnet (mit eget, min families, Subjekt-Signifikant betydningerne) undersøger jeg samtidig et system, demokratiet, og udfordrer kritisk ideologien.    

Schlagerbillederne (malet i 80’erne) er dobbeltsidede portrætter. De udpeger mit navn, min families navn, et system og subjekts betydning og altså Navnets deiksis! Det vil sige, at jeg stiller spørgsmål til, hvor navnet udspringer fra; hvad det udpeger og henviser til; hvad det repræsenterer; hvad hvert bogstav fortæller og minder mig om; den historie, som er forbundet til navnet og det system, som det er blevet indskrevet heri, hvilken geografi, kultur og tradition, det knytter sig til; subjekts plads i navnet; hvem navnet er, og så videre. Mit navn Heggenhougen er sammensat af ”Heggen” og ”Hougen”. ”Heggen” er på dansk træet hæg, og ”Hougen” er en høj. Altså en høj med en mængde hægge-træer.  Navnet henviser geografisk til en historie, som udspringer fra Norge og Danmark, men som ogsaa knytter tråde til Frankrig, USA og Tyskland.    

I billederne Navnet og dets Plads, som jeg viser på Randers Kunstmuseum i perioden fra den 15. maj til den 2. august 2009, genoptager jeg nogle af de subjekt-elementer, som jeg undersøgte i Schlagerbillederne (som jeg malede i 80’ere), men som jeg i dag udforsker empirisk fra en anden plads. Disse undersøgelser resulterer således i de navngivne malerier og fotos: Navnet og dets Plads. Udstillingen bærer samme navn som billederne og omfatter 16 nyproducerede dobbeltsidede orale-objekter (foto og maleri) organiseret i otte grupperinger. Hver gruppe peger indbyrdes på forskellige tider og består af henholdsvis et stort foto og et stort maleri ophængt parvis. I maleriet skriver jeg videre på den konstruktion, fotoet udpeger. Jeg dekonstruerer historien samtidig med, at jeg skriver den. Jeg opløser bindemidlerne i farverne og indskriver dem på et andet lærred.  

Fotoerne repræsenterer en historisk epoke og vidner om en konstruktion, som Kvinden TJ og Manden FHEJ opbygger og udpeger. Det er denne konstruktion, jeg undersøger på forskellige måder, og som mine malerier illustrerer. De udpeger nogle objekter som, Manden FHEJ forærer Kvinden TJ og omvendt. I disse udpegninger, disse diskursive begæringer (henvendelser) præciserer Manden henholdsvis Kvindens plads og hendes køn, og reciprokt - sådan som jeg opfatter det.   

I disse billeder handler det endvidere om at få præciseret nogle strukturer, som gør det muligt for subjektet - at være - at have en mobil plads at tale fra. Jeg fokuserer således også på subjektets tale: dét ubevidste, der styrer det bevidste, og skriver her til dels videre på Jacques Lacans skrifter, når han taler om, at det ubevidste er struktureret som en tale, og understreger, at subjektet får betydning i forhold til den Anden. I disse værker belyser jeg dels, hvem subjekterne er, hvordan de henvender sig til den Anden, dels hvilke pladser de taler fra. Og jeg syntes i dette arbejde at kunne konstatere, at menneskesubjektet lidt efter lidt evner, at kunne konstituere en plads i det malede billede/portræt, hvis og når det forholder til den Kulturelle Anden.   

Demokratiet eksisterer ikke automatisk af sig selv. Det samme gør sig gældende for subjektet. En stor del af samfundets interesse, mener jeg, vælger, uden at vide det, at ignorere subjektets tale på flere måder. Det vil sige det værdsætter det, man kalder den bevidste tale, og ignorere den ubevidste tale, selvom menneskets tale indeholder begge (som et Möbius’ bånd – et tosidet bånd). Men den ene side, altså subjektet, bliver som oftest overhørt. Eller rettere vi er formentlig ikke trænet i, at kunne høre dem begge. For eksempel siger en del af kunsthistorien, at værket er stumt. Det er selvfølgelig også en måde at ignorere subjektets tale og det subjekt, som er indskrevet i billedet på, og jeg forbinder denne tilgang med en vis ignorance. Jeg må sige, at det faktisk er tankevækkende, idet jeg kan konstatere i mit arbejde, at det ubevidste så at sige styrer det bevidste - som Freud og Lacan har skrevet om.

Man kan spørge, om ikke denne ignorance er en form for ikonoklasme?

Berit Heggenhougen-Jensen, 2009

 

 

En veloplagt Berit Heggenhougen-Jensen foran egne værker på ferniseringsdagen

 

 

 

   

Panoramaoptagelse fra 1. udstillingsafsnit

 

 

 

 

Panoramaoptagelse fra 2. udstillingsafsnit