POUL ANKER BECH

PÅ KANTEN

53 MALERIER FRA PERIODEN 1993 -2004

30. oktober 2004 – 16. januar 2005

Gylden aften, 2002. 102x132 cm. Olie på lærred
Tilhører Randers Kunstmuseum


Randers Kunstmuseum viser i de kommende måneder et meget spændende udvalg på 53 af den nordjyske maler Poul Anker Bechs billeder, udført igennem de seneste ca. 10 år. Kunstneren, der er født i 1942, har siden slutningen af 1960’erne haft en fremtrædende plads i det danske kunstliv som den mærkelige enspænder, der maler gådefulde og sært fascinerende billeder af en motivverden, der på mange måder ligner et tilforladeligt dansk hverdagsmiljø, men ved nærmere eftersyn viser sig at være foruroligende anderledes og fremmedartet. Disse billeder fremstiller fragmenter af landskaber, der svæver frit omkring i det tomme himmelrum som dele af en verden i opløsning, befolket med ensomme eksistenser, der omgives af skrotbunker og allehånde surreale eller naturstridige fænomener o.s.v.
 

Havmandsfamilien, 2001

Havmandsfamilien, 2001. 132x200 cm. Olie på lærred


Den i forbindelse med udstillingen udgivne bog gengiver de fleste af udstillingens billeder
i farver og ledsages af 3 introducerende artikler om kunstnerens værker, skrevet af kunsthistorikerne Nils Ohrt og Finn Terman Frederiksen samt af kunstkritikeren Erik Meistrup.
Om baggrunden for udstillingens sammensætning og titel kan man læse følgende i bogens forord:

”Poul Anker Bech er en kunstner, der i sjælden grad bevæger sig mellem forskellige verdener. Realisme og surrealisme, landskab og teater, fortælling og gåde, humor og alvor, illusion og maleri udgør nogle af polerne i det spændingsfelt, hvori hans kunst befinder sig. Den ene virkelighed er hele tiden i færd med at slå over i en anden, og udstillingens titel er da også blevet PÅ KANTEN. Og for at det ikke skal være løgn sidder der tit og ofte personer med benene dinglende ud over afgrunden i flere af Poul Anker Bechs svævende landskaber!

Morgensang, 2002-3

Morgensang, 2002-3. 132x200 cm. Olie på lærred

Hvis man har sans for drama, kunne udstillingen nu også have heddet EFTER BRANDEN! De udstillede værker er nemlig alle blevet til siden den tragiske ildsvåde, der i 1993 udslettede kunstnerens atelier og med det en vigtig del af hans produktion. Hertil kommer, at ingen af de udstillede værker var med på den store retrospektive udstilling på kunstmuseerne i Hjørring og Vejle i år 2000. Så hvad der udstilles nu er derfor en status over de sidste 10 år. Den præsenterer selvfølgelig Poul Anker Bech som vi kender ham, men bestemt også en udvikling, der viser nye sider i hans kunst.”

Den udvikling, hans kunst har gennemgået siden 1993 har ikke blot omfattet ændringer i hans motivverden, men også en gradvis fornyelse af formsproget, der er blevet mere summarisk i sin figurtegning, men samtidig også af en mere homogen og betonet koloristisk i sin maleriske helhedskarakter.
 

Telemandens aften, 1999

Telemandens aften, 1999. 132x200 cm.
Olie på lærred


Udstillingen vises først på Randers Kunstmuseum og i foråret 2005 på Nivaagaards Malerisamling.


Med venlig hilsen

Finn Terman Frederiksen
Museumsleder, Randers Kunstmuseum

 

Vinterkammerater, 2000

Vinterkammerater, 2000. 132x200 cm. Olie på lærred

Hvis De vil vide mere se: www.poulankerbech.dk